Tuesday, November 15, 2005

Mørkets glæder

Endelig er det ved at blive vinter! Vi har alle rost den lange og varme eftersommer i lange baner. Men den har også sin store pris. Alle former for biller og insekter lever videre både ude og især inde. Ikke mindst mariehønsene. Og de bider. Biller, der forlængst skulle være døde, æder løs af landmændenes afgrøder, så de allerede nu må bruge de sprøjtemidler, de havde gemt til foråret. Bladene på træerne kan ikke finde ud af at falde af, så man må igen og igen ud for at samle det meget langsomt faldende løv op. Lyset skinner i øjnene og holder en vågen på upassende tidspunkter. Ingen har lyst til at være inde i de kramme-hyggelige stuer, men vil partout være ude. Lange traveture truer freden den ganske dag. Og blomsterne blomstrer løs - ja "udkommer" snart i 3. eller 4. udgave i år. De risikerer, at man bliver helt træt af dem.

Nej, må man så be' om vinterens mange glæder. Indehygge, mens regnen, stormen og sneen kæmper om pladsen udenfor. Og det sortvarme mørke, der er en idelig opfordring til at tænde op i pejsen og til at få "en lille en". Det er da noget man kan forstå!

Velkommen du kære vinter!