Bukarest-tanker

Sidste gang jeg var i Bukarest var helt i begyndelsen af januar 1990. En 4-5 dage efter at Ceaucescu og hans endnu forfærdeligere kone var blevet skudt. Der var en yderst spændt stemning i byen med kampvogne i gaderne og soldater med maskinpistoler overalt, også inde på gangene i ministerierne. Jeg var her med en EU Kommissær, der ønskede at være den første, der kom for at udtrykke støtte til lederne af revolutionen.

Nu er jeg her igen. For at hjælpe med EU kommunikation ( landet bliver måske EU-land om godt 14 måneder). Og for at hjælpe medierne med at modstå upassende adfærd fra myndighederne.

Hvad er så mit hovedindtryk denne gang: At der er sket masser af fremgang på mange områder - bl.a. med de ca. 3 milliarder kr, som EU giver dem hvert år. Og med folks holdning og gå-på-mod. Især de unge. Ganske vist er flere millioner udvandret til Vesten. Men pr. 1000 indbyggere er Rumænien det land i Europa, der har flest højtuddannede. Det giver et godt udgangspunkt. At de også er søde og flinke er jo kun yderligere et plus.

Men der er også meget at forbedre endnu. Bygninger, veje, pladser, parker: ofte et kedeligt syn. De er igang med hundredetusinder af sager, hvor bygninger gives tilbage til de tidligere ejere, hvis de har beviser. Den usikkerhed fremmer jo heller ikke udvikling. Men er selvfølgelig god og nødvendig i sig selv. Korruptionen stikker også hovedet kraftigt frem - selv om jeg ikke har haft "fornøjelsen" under mit 5-dages ophold denne gang. Og så er der landdistrikterne: over 30 % bor på landet. Men de bidrager kun med ca. 6 % til BNP. Små lodder på næsten ingen ting (1 høne og en (halv) hest). Der er virkelig brug for enorme reformer.

Når alt dette er sagt, er det min faste mening, at det er endda MEGET vigtigt, at vi får dem med i det gode selskab, dvs. EU. Kun EUs konstante pres og støtte (gulerod og pisk) har bragt den store udvikling indtil nu. Og kun den vil også gøre det fremover. Og hvad der er ENDNU vigtigere: almindelig solidaritet og selvinteresse tilsiger, at selvfølgelig skal denne store europæiske nabo til os alle med hos os. Kom igen om 10 år! Så er stedet ikke til at kende.

Jeg har nu tænkt mig at komme igen før!