Thursday, April 06, 2006

Om Englændere og om England

Jeg har lige været i England i et par omgange. Dejligt, fordi det var for at modtage mit første barnebarn. Lille yndige Anna Maria er en dejlig blanding af en græker (fra sin far) og af en viking (fra sin mor). Men besøgene på den anden side af Nordsøen gav mig begge gange stor anledning til at tænke:

Englændere: PIL OPAD. England: PIL NEDAD !

Hvorfor pil opad? Fordi englænderne er det flinkeste folkefærd, man kan tænke sig. Hyggelige, hjælpsomme, morsomme, positivt interesserede uden at snage, kreative - og efterhånden også gode til mad og drikke (bortset fra de s..... varme kippers!)

Og hvorfor så pil nedad: Fordi England virkelig er et mærkeligt land. Næsten alt er underligt akavet organiseret. Som besøgende starter man med at stå i en lang kø ved paskontrollen. Hvorfor kan de ikke som det egentlige Europa lade folk rejse frit?! Derefter en ny kø for at veksle penge. Hvorfor kan de ikke som mange hundrde millioner europæere bruge den mest gængse valuta, €, og gøre livet lettere for alle?! Hvis man er mand, risikerer man at tillægge sig et ufrivilligt langskæg under opholdet. Hvis man ikke lige har husket at købe et meget særligt elstik til deres meget særlige stikkontakter British style! Vover man sig i denne ubarberede tilstand ud på de engelske veje, ja så kører de sørme også i den forkerte side! Allesammen! Selv svenskerne kom allerede i 1967 på bedre tanker om den sag! Og mens man triller derudaf, kan man ikke forstå, hvorfor deres km er så lange? Indtil man finder ud af, at de bevidst har meget lange kilometre. De kalder dem vist for miles.

Jo, det ER svært at elske England! Lige indtil man møder en herlig englænder!!

Hvad synes I??

0 Comments:

Post a Comment

<< Home